mandag 9. november 2015

Selvbedrageri

Henrik Ibsen ville heller kalt det livsløgnen. Hovedspørsmålet han drøfter i stykket «Vildanden» er:  
«Vil mennesker få det bedre hvis ubehagelige sannheter om livet deres kommer fram?»

Dr. Relling mener «Nei» og kommer 
med sin teori som er et av Ibsens best kjente sitater: «Tar De livsløgnen fra et gjennomsnittsmenneske, så tar De lykken fra ham med det samme».

Selv om jeg mener at Ibsen har rett i mye, tror jeg at den lykken som oppleves ved en livsløgn i beste fall er kortvarig.  

Jeg prøvde den strategien da jeg var ganske ung. «Det kan da ikke gjøre noe fra eller til», tenkte jeg, og gikk på kompromiss med den indre overbevisningen.
 

En psykolog ville sannsynligvis forklart utfordringen med min indre overbevisning som et problem med et for stort over-jeg, og kanskje han også ville skylde på en streng religiøs oppdragelse. Men for meg handlet det egentlig ikke om frykt for Guds vrede i det hele tatt. Jeg trodde, og tror fremdeles, at hans vrede begrenser seg til gjerninger som er ødeleggende for mine medmennesker. Jeg var og er overbevist om at han bryr seg om meg og vet hva som er best for mitt liv. Men - om jeg er en dårlig forvalter av livet, tror jeg bare han sukker for seg selv, og sier: «Stakkar Jostein, han burde visst bedre og dermed hatt det mye bedre!»

Og det var akkurat slik jeg begynte å tenke. «Når jeg vet bedre, hvorfor forsøker jeg da å ‘forhandle’ meg bort fra det beste alternativet?». Det ga meg en enorm lyst til å leve det nye livet i ham, vandre i lyset og la være å fornekte det som river ned i stedet for å bygge opp.

Disse tankene er knyttet til dagens vers:

Sier vi at vi ikke har synd, da bedrar vi oss selv, og sannheten er ikke i oss.
1 Joh 1:8
Så enkelt og så sant. Det er kun jeg som taper på mitt selvbedrageri. Menneskets problem er at et tilbud om å få en ny start uten selvbedrag, blir oppfattet som fordømmende. Det er egentlig et tilbud om hjelp med noe som de fleste er klar over at ikke er greit å leve med.

Dagens ‘manna’:

Rellings medisin eller Guds? For meg er valget fortsatt veldig enkelt.
--------------------------------------------
(1) Illustrasjonsbildet er fra utstillingen «Ibsens hatter» på Venstøp sist sommer. Der besøkte vi også på mørkeloftet, stedet hvor de mørke hemmelighetene skjuler seg.
 Denne refleksjonen er en del av  ‘1 Johannes dykket’

2 kommentarer:

Unknown sa...

Bra skrevet. Viktig at vi tørr å gå i dybden og i rette med Ibsens "sannheter" og andre samfunns-akseperte sannheter. Kan du skrive mer om dette med vrede? At det kun oppstår når det rammer andre? Det er en ny tanke for meg.

Jostein Nielsen sa...

Kjære Jarl Gaute
Jeg tar gjerne utfordringen din - men her i en kortversjon. Guds vrede tror jeg henger sammen med Guds dom. Hans dom er at han overlater menneskene til sin egen sviktende dømmekraft, og tillater at misgjerningene våre rammer oss selv. (Se f. eks. Esek 22:31b). Jeg tror ikke han blir vred når jeg dytter ham til side i mitt liv så lenge det ikke dette går ut over andre. Der som jeg går vill i min egen tankeverden, tror jeg bare han smiler i medlidenhet. Men jeg tror han blir vred over dem som begår urett overfor andre, de som trykker andre ned for selv å komme høyere opp. Det er egentlig pussig at ikke mennesker ser "Guds dom" når disse rammes av sine egne misgjerninger. Det hadde vært en pussig i bok å skrive: "Guds dom gjennom menneskenes historie" med "rammet av egne misgjerninger" som undertittel. Derfor står jeg inne for det jeg har skrevet. I lys av dette kommer profetien i Tjenersangen i Jes 53:5 virkelig til sin rett: Men han ble såret for våre overtredelser, og knust for våre misgjerninger. Straffen lå på ham for at vi skulle ha fred, ved hans sår har vi fått legedom. Dersom jeg velger bort dette, tror jeg Gud bare synes veldig synd på meg, men vred - nei. Ha en velsignet kveld!